Flåter og TBE i Sverige: Sådan beskytter du dig i skærgården
Opdateret: for 21 timer siden
Kort svar: Ja, der er flåter i skærgården nord for Göteborg, og TBE er blevet mere udbredt i Sverige. Flåter er mest aktive fra april til november. Efter min erfaring er der færre flåter på klipperne og langs kysten end i de dybe skove. Man kan beskytte sig med tætsluttende tøj, insektspray og et dagligt kropstjek.
Et af de spørgsmål jeg bliver stillet flest gange inden en vandreferie er, om der er skovflåter i området. Jeg laver ture til skærgården nord for Göteborg i området, der hedder Bohuslän, der er en del af Västra Götalandsregionen, og ja, der er nemlig flåter i det område.

Foto: California Department of Public Health
Generelt er flåter og flåtoverførte sygdomme mere udbredte i Sverige end i Danmark. En lille procentdel af skovflåter bærer på smitsomme sygdomme. De primære sygdomme er TBE og Borrelia. Man kan blive vaccineret mod TBE men ikke mod Borrelia. Der bliver indrapporteret tal for TBE, og dem kan man sammenligne på tværs af lande.
Hvor mange bliver smittet med TBE i Danmark?
I 2025 blev der påvist 10 tilfælde af TBE i Danmark ifølge Statens Serum Institut. 6 var smittet i Danmark, på Bornholm og i Nordsjælland, og 4 var smittet i Sverige. Til sammenligning var der 22 tilfælde i 2024 og 28 i 2023. Tallene er små, men de viser, at TBE også findes i Danmark, og at svensk smitte er en del af billedet.
Hvor mange bliver smittet med TBE i Sverige?
I Sverige blev der i 2025 indrapporteret 503 tilfælde af TBE ifølge Folkhälsomyndigheten. Det var 384 i 2024 og 595 i 2023. Tallene svinger fra år til år, men er markant højere end for ti år siden (178 i 2014). Det kan dels skyldes, at man er blevet bedre til at opdage og indrapportere sygdommen, og at befolkningen er vokset, men også at der er flere flåter og mere kontakt mellem flåter og mennesker.
Hvor i Sverige er der flåter?
Flest tilfælde i 2025 var der i Stockholmsområdet (137), Västra Götaland (94), Uppsala (60) og Södermanland (25). Det hænger også sammen med, at Sveriges største byer ligger i de områder, så flere mennesker er ude i naturen. Til sammenligning var der 21 tilfælde i Skåne og 4 i Halland i 2025. Tallene er fra Folkhälsomyndigheten.
Er der kommet flere flåter i skærgården?
Der er jo mange tusinder eller millioner af flåter ude i de svenske skove. Det er nogle procenter af dem, der bærer på sygdomme og heraf en promille, der havner på mennesker, der bliver syge af det.
Västra Götalandsregionen har samlet tallene for indrapporterede TBE-tilfælde fra 2010-2025 i figuren nedenfor. Det viser en stigning fra 20 tilfælde i 2010 til 94 i 2025. Toppen var 121 tilfælde i 2023, mens 2024 var et roligere år med 62. Tallene svinger fra år til år, men niveauet er markant højere end for 15 år siden.

Hvornår er der sæson for flåter?
Flåterne er som regel aktive fra april til november, men hvis temperaturen er højere end 5°C kan de også være aktive om vinteren.
Hvor lever skovflåterne?
Skovflåten trives bedst i områder med fugt og skygge, højt græs og buske, vekslende løvskov og åben mark. Flåterne kan ikke tåle tørke. Det passer meget godt med min oplevelse. Et eksempel på, hvordan skovflåterne kommer i kontakt med en er fx, hvis jeg har shorts på, og går igennem en eng med højt græs. Så har jeg fået 4 flåter på benene blot ved en kort tur over en eng.
Min erfaring er derudover, at der ikke er flåter på vandreruterne langs kysten og på klipperne, mens der er flåter inde i skovene. Jo dybere skov og jo længere inde mod fastlandet - jo flere flåter er der.
Västra Götalandsregionen har angivet tilfældene af TBE ud fra, hvor folk angiveligt er blevet smittet på kortet nedenfor.
Kort over TBE-tilfælde i Västra Götaland 1998-2023

Kilde: Västra Götalandsregionen
Hvordan kan man beskytte sig mod flåter?
Man kan undgå de fleste flåter ved at sørge for at have lyst og dækkende tøj på fx med sokker uden på bukserne, og man kan benytte insektspray. Derudover kan man tage vaccinen mod TBE.
Hvad gør jeg hvis jeg har fået en flåt på mig?
Hvis man får en flåt på sig, skal man fjerne den. Det anbefales, at man hver aften tjekker sin krop for flåter og fjerner dem, der måtte være. Man kan fjerne dem med neglene eller en pincet.
Hvordan opdager man Borrelia?
Hvis du har misset at fjerne en flåt, og den pågældende flåt netop er iblandt den promille, der bærer på sygdomme, så kan du selv blive syg. Hvis du efter 1-2 uger ser rødme i en cirkelform kan det være Borrelia, og du skal gå til egen læge.
Hvordan bliver man helbredt for Borrelia?
Borrelia kan helbredes med pencillin.
Hvordan opdager man TBE?
Hvis du får influenza-lignende sympotomer i 2-4 dage kan det være TBE. Ca. 75% bliver herefter raske - af sig selv - og ca. 20-30 % udvikler - efter en symptomfri periode på mellem 1-21 dage - symptomer på hjernebetændelse. Omkring 35 % af de patienter, som bliver indlagt pga. hjernebetændelse af TBE - døjer også med sygdommen over en længere periode derefter.
Hvordan bliver man helbredt for TBE?
Der findes en vaccine mod TBE, som man kan få. Den giver dog ikke 100 % beskyttelse. Der findes ingen behandling mod TBE, men i langt de fleste tilfælde går den over af sig selv. Derudover kan man have naturlig immunitet mod sygdommen. Det gælder fx skovarbejdere, der kan have fået så mange bid, så de ikke bliver syge af det!
Skal man vaccinere sig mod TBE inden en vandreferie i Sverige?
I Danmark opfordrer Statens Serum Institut til, at det kun er "personer, der jævnligt færdes uden for stier i kendte risikoområder", der bliver bliver vaccineret. Hvis man mener, at man kunne være i særlig risiko for at blive smittet med TBE, kan man tale med sin læge eller en vaccinationsklinik om evt. vaccination. Man kan læse mere på sst.dk og ssi.dk.
I Sverige så kommer det an på hvilket område, man skal opholde sig i. Hvis du skal på byferie behøver du selvfølgelig ikke nogen TBE-vaccination, men hvis du skal på vandreferie kan det være en god ide.
I Västra Götalandsregionen, der bl.a. dækker skærgården nord for Göteborg, har myndigheden på området siden 2022 anbefalet TBE-vaccination "til alle i Västra Götaland, der opholder sig i naturen". Der er ikke nogen nærmere angivelse af, hvor meget ophold, der menes, før det anbefales, at man vaccineres.
Er du i tvivl om, om det er nødvendigt at blive vaccineret mod TBE inden turen? Tal med din egen læge eller en vaccinationsklinik, og læs Statens Serum Instituts vejledning på ssi.dk. Vær opmærksom på, at man skal have mere end 1 dosis i god tid inden afrejse.
Har du spørgsmål om flåter, terræn eller hvordan turen foregår? Læs vandreferiens FAQ, eller ring eller skriv til Maria på +45 25 21 02 20 eller maria@happyhike.dk. Du kan også se programmet og tilmelde dig vandreferien i skærgården i juli 2027.
God tur!☀️




Kommentarer